Brikvævning

Brikvævning

– når brikkerne falder på plads

Brikvævning er en særlig vævningsteknik, som vi brugte til at fremstille både simple eller mere komplicerede bånd og kanter med mange forskellige mønstre og strukturer – til både pynt og praktisk brug.

For mig, kræver det ro at brikvæve, men det er meget hyggeligt at sidde med og spændende at se hvordan arbejdet med brikkerne kan blive til forskellige mønstre på båndet. Men hund, mand og katte skal helst forlade området, så jeg kan sidde med det i fred og ro.

Til brikvævning bruger jeg små kvadratiske vævebrikker i træ eller ben, med et hul i hvert hjørne til at kontrollere trendtrådene. Trenden trådes gennem hvert af de fire huller i brikken så det passer med det mønster man vil lave. Det antal brikker, der er nødvendigt for at opnå det ønskede mønster og den ønskede bredde på båndet, samles og stilles på højkant og fungerer nu som skellet i brikvævningen. I den ene ende er alle trendtråde samlet i et fast punkt, mens den anden ende fastgøres i f.eks. væverens bælte.

De tidligste brikvævede bånd fundet i Danmark stammer fra ældre jernalder, og de er bevarede både i moser, i grave og i forbindelse med offerfund. Det tidligste fund af vævebrikker er to træbrikker fundet i Dejbjerg Mose nær Skjern i Vestjylland. De er for nylig blevet dateret til omkring år 100 – brikvævning er altså en teknik og et håndværk der har tæt på 2000 år på bagen.